Henvender sig til personen, der skal dø
Gennem interviews med mennesker, der er så forskellige både aldersmæssigt og personligt, som det næsten kan lade sig gøre, giver Dorte Gudmand os et indblik i, hvad der kan være vigtigt at være afklaret med, når man ved, at livet blot varer ganske kort endnu.
”Meningen med bogen er at sætte ord på, hvordan nogle mennesker håndterer det at skulle dø, så andre kan bruge deres erfaringer til selv at blive mere afklarede med deres egen død”, fortæller Dorte.
Hun kommer fra en baggrund som sygeplejerske på først et børnehospice og siden et konventionelt hospice, og begge steder er en af hendes funktioner at tale med døende mennesker om, hvordan de har det, og hvilke tanker de gør sig om deres forestående død.
”Noget, der går igen og igen i mine samtaler med de her mennesker, er sorgen over at skulle dø. Det kan både være sorg over det uhåndgribelige såsom spørgsmålet om, hvad der sker efter døden – om der er noget, eller om man bare ophører med at eksistere – og sorgen over noget mere lavpraktisk som for eksempel aldrig at skulle se årstiderne skifte mere”, beretter Dorte.
De mange samtaler om et af de tungeste emner, der kan tales om, gjorde hende nysgerrig efter at finde litteratur, der kunne understøtte de samtaleteknikker, hun selv har udviklet gennem årene, for at hun kunne hjælpe sine patienter endnu bedre.
”Jeg bemærkede, at der i sorglitteraturen fandtes rigeligt materiale, der henvender sig til fagpersonale og pårørende, men ganske lidt til det menneske, der rent faktisk står for døden”, fortæller Dorte.
”Derfor begyndte jeg at skrive ned, når noget i samtalerne påvirkede mig, og det er med tiden blevet til en masse gode råd og oplæg til refleksioner fra mennesker, der har stået i den samme situation, som den døende står i nu.”
|